All eyes on you

Hermed en invitation til Arzu-bryllup - vælg mellem nummer 1, 2, 3 eller alle. Whats your vibe, let me know? Smagsprøve ses på invitationerne. The theme is “all eyes on you”, jeg håber du fortolker det rigtigt. Hovedpersonerne er ukønnet og ikke personificeret. Nogle symboliserer frihed, gemmeleg, andre afmagt. Gæt hvilke, måske du finder svaret i billederne og rækkefølgen…

Stressing over… Well compulsion

Tvangen over at være… dig - eller en metafor for tvunget fælleskaber som bunder i afmagt og afstraffelse. De sorte silhuetter byder på skræk, tilintetgørelse og melankoli. Tvang møder mennesket, når modvilligheden ikke er nok. Når individets diskurser og personlige frihed bliver trampet på. Når man bliver tvangsgift, tvangsindlagt og når man befinder sig i tvangsmiljøer som individet har indset… Ikke længere gavner jeg’et. Men husk på, at farven sort også indebærer et løfte om kommende opstandelse: din opstandelse.

On my way to my wedding… Without you

Skal symbolisere den vrede man får fra samfundets kritiske - og klassificerende bedømmelse af ens ydre. Den grænseoverskridende mistro i sindet, de ængstelige skuldre som indebærer selvhad.

Tøjet repræsenterer utrygheden fra de stirrende blikke som avler usikkerhed. Men toget kører videre og vi går ikke længere. Personen bag portrættet er på vej mod accept, aldrig fra samfundet men selvet. For dig, ja dig, vil aldrig være ok for dem. Kun bedre for dig selv.

Don’t judge a book by it’s cover

Ved vejs ende. Det broderet slør, slår huller så individet ånder ud. Individet gemmer sig, den er i gemmeleg. Nu overtager hvid sort, det onde fra det gode og vigtigst af alt: den uskyldige-uberørte fra de sataniske-magiske samfundsbedømmelse.

Mennesket er i skjul, lidt ligesom dyrenes hi - nu er det vores tur. Nu jagter vi tilslutning og velsignelse. Nu er jeg fri fra udstødelse og nedvurdering. Nu er i de fordømte, nu skal fordømmelsen i hi: “All eyes on you”.

Manifest: STOP med at kæde påklædning, seksualitet og køn sammen!

Af Mette Holm Paetau

Hvorfor er det et statement, når jeg går med slips? Hvorfor er det classy, når min kammerat gør det?

“Er du til piger?” Spørgsmålet om min seksualitet har alt for ofte været i højere kurs end alt andet. Og hver eneste gang har folks undren været baseret på min påklædning. Sagt med andre ord, fordi de antog at jeg havde “drengetøj” på. 

Det er klart at vi som generation er strandet i, hvad der minder om victorianske tilstande, når forældede normer om en forvent parralel mellem påklædning, køn og seksualitet hindrer os i at bryde med den evige konventionelle fortælling om, at vores påklædning angiveligt skal diktere køn og seksuel orientering.

Selv på en højskole, som hvad man måtte forvente, som en progressiv og kulturradikal højborg, trives dette bias i bedste velgående; Eksempelvis når der i en rollebeskrivelse til en temaweekend, sort på hvidt er beskrevet, hvordan din påklædning “tydeligvis skal afspejle at jeg er til piger”. Eller når andre elever påpeger at “det kunne være sjovt, hvis jeg tog pigetøj på”. Tankeløse udtalelser som disse bekræfter gang på gang, hvordan min egen generation er offer for samfundets altødelæggende og heteronormative forventninger til hvordan, du som ciskønnet pige skal gå klædt. 

Og jeg er vred fordi at denne stadigt overlevende diskurs om en sammenkædning mellem påklædning, seksualitet og køn indskrænker individets mulighed for at udfolde sig. Og måske er jeg egentlig mest af alt vred på mig selv. Vred, fordi at jeg faktisk selv bekræfter alt hvad jeg hér opponerer imod, og, fordi at jeg selv bidrager til at opretholde samfundets stereotype konstruktioner. Vred, fordi samfundet endnu engang har ret?


Contributions