Vi ser dem gå i deres abayq dragter fra moskeen, indsmurte forklæder med mel i Bazaren, i deres hijabs med lange ærmer og vi ser guccibælter, moncler jakker, nike sko og hængerøv. Vi ser en del af Danmark. Vi ser Danmark. Men vi ser også udlandskultur. Vi ser kultur som har været en del af Danmark i over 60 år. Vi møder dem i bazaren, hos din lokale kebabmand, i taxaen, i netto og på hotellerne. Men vi ser dem altså også i skolerne, på universiterne, i instiutionerne, i advokatbureauerne, i politiet, i kunstnerkredse og over alt. Vi ser mennesker som varetager arbejde, ligesom dig, dansker.

Nu når vi er ved stigmatisering, lad og snakke om Ghettopakken ano 2018. Pakken er i bund og grund godartet. Man vil skabe en mere balanceret beboersammensætning og der skal sættes ind med en tidlig indsats for at sikre gode danskkundskaber. Hold lige fast i det sidste. Planen indeholder endvidere tiltag for at mindske fattigdom og udsathed. Altså man ville mindske udsatheden på et så stort geografisk område, at dette ikke længere ville være minoritetsberettiget. Her kommer men’et. For kan man bare distancere udsatheden i samfundet? Bliver udsatte mennesker pr. definition “ikke” udsat mere ved en geografisk udslusning. Argh næppe, og hvad har ens etnicitet at gøre med dette? Måske tænker du no shit, men samtlige undersøgelser viser det modsatte. Én ting vi dog ved er at udlændinge år efter år oplever stigmatisering og marginalisering. Er det deres skyld, eller er det, det danske samfund som endnu ikke tager globaliseringen seriøst?

I skrivet kommer vi helt tæt på dem det handler om - beboerne i Gellerup. Beretninger om hvad kultur og identitet er for dem og hvad nedrivningerne gør ved dem. Men først: kritik.

En af de danskkundskaber, som regering har indført, er det jeg vil kalde for tvanginstitutionalisering. Børn i ghetto-områder skal som minimum være i dagtilbud i 30 timer ugentligt. Hvis forældre ikke ønsker at deltage i dette, skal kommunen træffe afgørelse om standsning af børneydelse. Man ønsker simpelthen at straffe nydanskere, og hvem går det mon ud over? Tja børnene selv. Det strider jo egentlig mod regeringens ønsker om at børn i ghetto områder vokser op med ligestilling, fælleskab og medbestemmelse. Men nu tager kommunen børnenes penge. Hvad ved vi så om straf? Jamen vi ved eksempelvis, at to ud af tre løsladte begår ny kriminalitet inden for to år. Vi ved altså at straf ikke i sig selv er rehabiliterende, men hvad er så og hvorfor er vi så opsat på at straffe grupper i samfundet? Ulighedsproblemet har man altid dedikeret til grupper i samfundet - aldrig hos politikerne selv.

Nok om snakken, lad os komme med nogle løsningsforslag:

Først og fremmest bliver man nødt til at ændre det beskæftigelsesnarrativ som man har påduttet sig selv og ikke-vestlige. For sandheden er, at kurven stiger og har gjort det i årevis - her snakker vi både inden for det private og offentlige. Fokus skal her ikke ligge på hvor mange der kommer i job, men uddannelsesniveauet. For statistikker viser heldigvis, at det man uddanner sig som, arbejder man med. Gør det mere attraktivt at tage en uddannelse, og gør det endnu mere attraktivt at tage en voksen- og efteruddannelse. Sagsbehandlere, kommunalt ansatte og frivillige har her et ansvar. Eventuelle aftaler med kommunale arbejdspladser og det private om at ansætte ikke-vestlige på prøvetid (med eller uden uddannelse), flexarbejdere eller frivillige. Genbrugskæder har i årtier gjort brug af denne strategi og det gør samtidigt at ikke-vestlige får gjort brug af deres danskkundskaber. Samtidig med det skal der et større, mere systematisk og centraliseret samarbejde mellem de forskellige aktører. Sprogcentre, sprogskoler, kommunerne, arbejdspladser, frivillige osv. Staten kender ikke personligt til diverse områder, men det gør kommunen. Giv nu magten til dem der er i nærheden. Vi lever endvidere i en krigsbetonet verden hvor flere stadig flygter fra deres hjemland. Derudover kommer der til at være et stigende antal klima-flygtninge, som vi også skal forholde os til. Vi går en tid i møde hvor vi, forhåbenligt, igen skal tage imod flygtninge. Her er det yderst vigtigt at tage ovenstående i brug med det samme, og ligge systematiske planer og fremtidsmuligheder for den enkelte.

Til slut skal der være mere tro på individet, mere respekt for forskelligheder. For vi er altså nu et globaliseret samfund. Det har vi altså været siden 60’erne - lad os nu snart accepterer det. Lad os lave love som bunder i håb og ikke kulturel stigmatisering, det er simpelthen ulækkert at være vidne til.

Vi ser en hel anden kultur omkring mode og udtryk blandt ikke-vestlige. Danske kristne kommer klædt i hverdagstøj i kirken. Kun når de store dage som; dåb, konfirmation og ægteskab bliver indfriet ser vi andre kostumer. Men ikke-vestlige praktiserer også deres tro via deres tøj. Vi ser det både i deres hovedbeklædning og deres religiøse detaljer. Vi ser endvidere en generaliseret gruppering blandt især unge drenge og mænd. Lad os kalde dem “de hårde drenge” og lad os kalde det for en “beskyttende stil” en stil som indebærer stramme bukser, store dynejakker, bæltetasker og en masse mærkevarer. En stil som man ved koster penge og giver magt. Men der findes også dem som ikke går med hijab, som ikke er troende og som eksperimenterer med deres stil. Dem møder vi i billederne. Men først, lad os snakke med menneskerne i Bazar vest:

“De kulturelle forskelle møder jeg i de modsatte religioner som islam og kristendommen. Men her møder jeg gensidig respekt blandt begge. Kultur for mig er mange ting, men især mine rødder fra Palæstina. Men vi arbejder både med den danske mentalitet og den arabiske - men islam i sig selv er vigtigt da kultur for mig er fred og medmenneskelighed.” Ibrahims yngre fætter, Malek, afbryder med dette: “kultur for mig er også madretter og hudfarve. Men det er også islam, og de retningslinjer som fx. At be i moskeen eller at faste. Jeg gør dette for Allahs skyld og for min egen.” Ibrahim kommer til sidst ind på nedrivningen i Gellerup: “der er selvfølgelig fordele ved det, men alle minderne er væk. Mine drømme retter sig hen på min barndom, og de bygninger er bare forsvundet. Jeg ser det som, at nogle ting skal bare være der for beboernes skyld.”

“Et godt eksempel på kulturforskelle i Danmark er de blikke jeg møder. Eksempelvis tog min ven og jeg færgen fra Sjælland til Aarhus og her kommer vi, en høj araber og en med tørklæde. Der møder vi blikke. Vi bliver også stoppet flere gange af politiet. Den anden dag ser vi en gammel dame falde på cykel, og der var flere der ringede til politiet fordi de troede vi havde kørt damen ned - hun blev også selv sur og kaldte os skældsord. Men jeg møder også fordømmelse på mit navn, fordi jeg hedder Frida. Så jeg har på en måde et ben i hver lejr. Indvandrere kommenterer på mit danske fornavn og danskere kommenterer på mit efternavn”